Uddeling 2013
Fonden har i dag, fredag den 2. august 2013, foretaget dette års legatuddeling, som fandt sted i Museum Sønderjyllands afdeling i Tønder. Igen havde fonden den store glæde, at dens protektor, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, var til stede for at overrække legaterne til hver af de otte modtagere.
Traditionen tro var det fondsbestyrelsens formand, Anna Margrethe Ikast, som sammen med den øvrige bestyrelse modtog prinsessen. Desuden var også overinspektørerne fra Kunstmuseet i Tønder, Ove Mogensen og Elsemarie Dam-Jensen, til stede.
Begivenheden blev krydret med musik, som en elev fra Tønder Musikskole stod for, og med lidt til ganen. Prinsesse Benedikte gav sig traditionen tro god tid til, efter overrækkelsen, at tale med hver af modtagerne for at høre mere om deres arbejde.
Ankomst til Museum Sønderjylland i Tønder Musik ved en elev fra Tønder Musikskole
Bestyrelsesformand Anna Margrethe Ikast gav i sin tale bl.a. udtryk for, hvor stor en glæde det er, at Prinsesse Benedikte hvert eneste år hidtil siden fondens oprettelse i 2007 har taget sig tid til at deltage i uddelingerne.
Hun skitserede dernæst baggrunden for fonden, som var et møde tilbage i 30’erne mellem den daværende kronprinsesse Ingrid og det sønderjyske folketingsmedlem I.P. Nielsen. Faktisk var I.P. Nielsen sur over, at Gråsten Slot blev en folkegave til kronprinsparret og ikke børnehjem, som han havde kæmpet for. Trods denne uheldige tilgang udviklede der sig et nært venskab mellem kongefamilien og I.P. Nielsens familie – koblet omkring en fælles interesse for at gøre noget for børn, som ikke var så heldigt stillet som de fleste. Det er også velkendt, at kongefamilien i 40’erne og 50’erne besøgte I.P. Nielsens hjem på Broagerland, hvor der var mulighed for at bare på stranden under private former.
Årets legatmodtagere Legatoverrækkelse
Fonden og uddelingerne fra den er gjort mulig efter salget af I.P. Nielsen Hjemmet i Sønderhav. Og forløberen for dette var, at Kronprinsesse Ingrid i 1939 oprettede to feriehjem, på Bøgebjerg og i Blaavand, som siden blev solgt og i 1971 erstattet med købet af I.P Nielsen Hjemmet i Sønderhav.
- Tankerne om at støtte sønderjyske børn, som var det, der knyttede Dronning Ingrid og I.P. Nielsen sammen, lever på fornem vis videre ved, at vi hvert år kan uddele legater, som skal bruges til at støtte projekter, som styrker børn og unges sønderjyske identitet i en globaliseret verden. Vi glæder os over, at I med jeres bidrag vil gøre noget værdifuldt for de børn, I arbejder med, sagde hun.
Årets modtagere af legater er
Modtager |
Projekt |
Beløb |
Sønderjyllands Symfoniorkester |
Støtte til musikpædagogisk materiale |
Kr. 42.800,- |
Danske Hospitalsklovne |
Støtte til underholdning for indlagte børn |
Kr. 50.000,- |
Nordals Naturskole |
Støtte til opsætning af tipi |
Kr. 15.000,- |
Sønderborg SSP og Ungdomsskole |
Støtte til grænseoverskridende projekt ”Culture Club” |
Kr. 10.000,- |
Julemærkehjemmet Fjordmark |
Støtte til indkøb af 2 spinningcykler |
Kr. 18.500,- |
Dybbøl Skolen |
Støtte til indkøb af nye skakspil |
Kr. 4.200,- |
Broager Pigespejder |
Støtte til opsætning af bålhytte |
Kr. 25.000,- |
Fiskbæk Naturskole |
Støtte til indkøb af udstyr til Naturskolen |
Kr. 17.036,- |